Løjer i havnen

Løjer i havnen

Af “Ivar Lykkes Historie”
Forfatteren Frederik Paludan-Müller, født i Kerteminde 1809, udgav i 1866 første del af ”Ivar Lykkes Historie”. Heri har han en beskrivelse af dystløbet, som han oplevede det som barn i Kerteminde:

”Havnen, der dannedes af fjorden og endnu var fri for is, afgav et livligt skue. Langs bolværket var opplantet en række Dannebrogsflag, og ganske nær ved det sted, hvor kanen holdt, spillede musikken fra et højt træstillads, hvorom en talrig menneskehob havde samlet sig. Alle vare i spændt forventning… da lodsoldermanden, ved fra stilladset under stærke trompetstød at svinge et stort flag, gav signalet til legens og festens begyndelse: et dystløb med både, som her på stedet kaldtes ”at skyde i strande   

                                                                                                                     
Legen gik for sig på følgende måde: fra de modsatte ender af havnen satte sig på engang fire både i bevægelse, enhver roet af 6 matroser, og til hver båds agterspejl var befæstet et bredt over vandet udgående bræt, hvorpå stod en hvidklædt, med røde bånd udpyntet matros i bare skjorteærmer, med blank hat på hovedet og en lang stang i hånden, til hvilken han støttede sig. Det var prægtige karle at se til!

Midt i februar måned stode de der i deres hvide skjorter og lærredsbukser, med skærf om livet og som fritsvævende over bølgerne. Medens bådene glede frem, dandsede og hoppede de på det gyngende bræt og svang den lange stang over hovedet, eller balancerede med den på fingerenderne.

Allerede dette skuespil var meget fornøjeligt og vakte alles deltagelse.; men endnu større blev spændingen, da de modsatte både, to og to, nærmede sig hverandre, og de hoppende matroser nu pludselig stod stille og som landser fældede deres med en bred knap beslåede stænger, for, idet bådene glede hinanden forbi, at støde modstanderen ud i søen.

”Jeg holder på Peer Jyde!” ”Og jeg på Johan Sels!” ”Og jeg på Mads Peter” ”Og jeg på Jochum Fælling!” således lød det langs bolværket fra mund til mund, mens alle øjne fulgte bådene, der nu vare hinanden på siden.

Kampen begyndte, men varede kun kort. For Peer Jydes og Jochum Fællings kraftige og gentagne stød så man snart Johan Sels og Mads Peter at vakle, svingle på brættet, og endelig baglæns styrte ud i søen, under mængdens tordnende hurraråb. De fældede matroser svømmede i land, medens de sejrende både gjorde omkring, og under musikanternes spil nærmede sig broen og kampdommerne – to hvidhårede bådsmænd – der overrakte heltene prisen: en gennemboret specie til at bære om halsen i en snor.

Efter denne ceremoni fulgte det andet dystløb, der omtrent faldt ud som det første, og derpå det tredje og sidste, som var det mærkeligste. Kræfterne var her lige; kampen vedvarede, mens bådene krydsede frem og tilbage i længere tid, under uophørlige stød og kontrastød, til endelig på engang alle de kæmpende, fastholdende hverandres stænger, styrtede i søen. Ingen af dem sejrende eller tabende.

Dermed var spillet endt og til alles almindelige tilfredshed.”