Laugets stiftelse og historie

 Kerteminde Skipper-Ligbærerlaug
Dets stiftelse og ældste historie.
Af V. Woll. 1938

En af de ældste foreninger i vort land turde være ”Kerteminde Skipper-Ligbærerlav”, en sammenslutning af sømænd – nu for en stor del fiskere – der i fjor, den 16. januar 1937 fejrede sin 200 årige beståen ved den årlige fest, der i tilslutning til generalforsamlingen i traditionstro former holdes under navn af ”skippernes laugshus”. – Jubilæets glans forhøjedes yderligere ved en procession om morgenen gennem byens gader, hvor en skov af dannebrogsflag blev båren af unge hvidblusede søfolk med blanke hatte og røde skærf, fulgt af musik og ”Admiralsbåden Amanda” på en vogn, trukket af smykkede heste. Derefter holdtes, ligeledes efter gammel skik, dystløb i havnen, hvor fire par unge søfolk kæmpede med lanser, og hvor sejrherren fulgte den overvundne på hovedet i de kolde bølger. om eftermiddagen gik processionen atter, denne gang som ledsagelse for laugets gamle ”lade”, der blev båren gennem byen. – Endelig sluttede dagen, ligeledes efter traditionen, med et festmåltid for over 400 deltagere samt påfølgende bal.

På de følgende sider fremdrages nogle træk fra laugets stiftelse og af dets ældste historie, således som de kan læses ud af laugets endnu eksisterende protokol fra 1737 og de øvrige gamle dokumenter, der bevares i ”laden”, suppleret med uddrag af aktstykker i Fyens lands-arkiv.
Sidstnævnte sted findes en kopi (Odense amts arkiv Pkt. 270 (10/439) af de ti stifteres andragende til majestæten om tilladelse til lavets oprettelse. Det er dateret 21. januar 1737. denne dag var en mandag, og man tør formode, at planen er blevet fattet lørdag den 19 s.m., idet ”Laugshuset” og således også jubilæumsfesten  traditionsmæssig holdes den tredje lørdag i januar. Andragendet er meget velskrevet, men næppe ført i pennen af skipperne selv. Det indeholder nemlig efter tidens skik sådanne fremmedord som ”Societet” ( selskab, forening) og ”Soulagement” (lindring, lettelse). Da laugets regnskabsbog viser, at en af ”Hørerne” ved byens latinskole, ”studiosus” Nicolai Arentzberg (se Fynske saml. III, 92) i 1737 og 1738 har fået betaling for skriftlige arbejder, ligger det nær at antage ham for forfatteren og ophavsmanden til de pyntelige fremmede ord.
Hovedformålet syntes at have været oprettelse af en understøttelseskasse. Ansøgningen viser, at man tænkte sig midlerne tilvejebragt ved, at enhver Kerteminde-skipper ved hjemkomst fra en rejse skulle betale 1 mark, hver matros halvdelen eller 8 skilling. Lauget skulle styres af en oldermand og to bisiddere, valgt ved stemmeflerhed efter hvert nytår. En regnskabs-protokol og de indkomne penge skulle forvares i en kasse med tre låse. Af denne kasse skulle udredes nødtørftige bidrag til underhold til nødlidende søfolk, være sig mænd, enker og børn, når de ved søskade eller anden ulykkelig hændelse var gerådne i armod. Men endelig hedder det, at sådanne folk, der ikke efterlod sig det fornødne til deres jordefærd, måtte efter deres stand og kassens vilkår befordres til jorden, og når kassens midler tillod det, eller ”menige mænd i lauget” ville bidrage, ville man bekoste ligbåre og andre til begravelse fornødne ting, som forordningen om begravelse tillader. ( her sigtes formentlig til forordn. Af 7. november. 1682, der går ud på at hindre den overhånd tagende luksus ved begravelse.)
Det kongelige danske kancelli sendte ansøgningen til erklæring hos stiftamtmand Sehestedt i Odense, der atter forhørte sig hos magistraten i Kerteminde. Her møder vi imidlertid det særsyn, at magistraten ganske modsatte sig foretagendet. Sagen var nemlig, at byen i forvejen havde ”borgerligt ligbærerlaug”, som var stiftet i 1707 med daværende stiftamtmand Pritzbuers godkendelse. Dette laug var forpligtet til at bære alle fattiges lig uden betaling og i tilfælde af smitsom syge o. l. at bortbære alle døde mod billig betaling. Magistraten mente nu, at hvis søfolkene fik et eget ligbærer-laug, ville det ældste laug lide afbræk, og flere af dets medlemmer havde allerede truet med at melde sig fra bestillingen. – Og hvad den påtænkte understøttelseskasse angik, ja, så var det jo nok en smukt og kristeligt foretagende, men dertil behøvedes dog efter magistratens mening hverken nogen særlig kasse eller protokol, for man havde jo allerede den almindelige fattigkasse i byen, (oprettet i h.t. forordn. 22. februar 1703, den første egentlige fattiglov i Danmark.) hvortil man efter den kgl. Forordning kunne give sit bidrag. Og denne kasse trængte såmænd hårdt nok dertil, ”formedelst en del indvåneres muligt alt for megen knaphed udi deres godvillige gaver”. Nej, hvad der lå bag ved det hele, var efter magistratens mening, at en af andragerne, Mads Steffensen, nys havde ladet et barn begrave uden det borgerlige ligbærerlaugs medvirken, og i mangel af dettes båre måtte han lade unge søfolk bære kisten bort i de på den anbragte reb-håndtag.

Stiftmanden tog imidlertid kraftigt parti for søfolkene, idet han påviste, at det borgerlige ligbærerlaug ikke havde noget privilegium eller kgl. Bevilling, endsige eneret på at bære lig, tværtimod havde ethvert håndværkerlaug ret til at bortbære sine døde, og han fandt, at søfolkene burde have samme ret. Han anbefalede derfor sagen og tilføjede, at det ikke burde nægtes nogen at give bidrag til de nødlidende udover fattigkasse bidragene.
På andragendet er yderligere en påtegning uden dato og underskrift af så særpræget indhold, at den fortjener at anføres i sin helhed, uagtet der intet findes til oplysning om, fra hvem den hidrører. Den lyder således:
”Matroser og sømænd er i mine tanker uskattelige og højfornødne skabninger, således udi omflydte lande og øer, hvorfor de og på en vis fod vil menageres og begegnes, thi så længe der er søfolk til og skibe på havet, så kan dem ej fattes brød; thi får man, så meget muligt er, at føje dem, og finder magistraten vel et middel at jævne den sag.”
Vel nærmest som følge af stiftamtmandens anbefaling fik andragerne de den 26. april 1737 kgl. Stadfæstelse på, at kassen måtte oprettes under det foreslåede navn af Kerteminde Skipper – Ligbærerlaug, og dette har altså bestået uafbrudt siden da.

For at vise, hvor nær til andragenet kongebrevet sluttede sig, anføres det her i sin helhed ord- og bogstavret:

”Vi Christian den siette, af guds nåde konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, giøre alle vitterligt: at eftersom Lars Muus med fleere, på egne og samtlige skipperes og bådsmænds vegne udi vor Kiøbstad Kierteminde, af Os allerunderdanigst haver været begierende, at Vi allernådigst ville tillade dennem at oprætte et lidet Societet til Soulagement for dem af de søfarende sammesteds, som kommer til alderdommen og kunde liide mangel på det, som til nødtørftighed udkræves, og deres enker; Thi have Vi efter sådan deres herom allerunder-danigst , gjorde ansøgningen og begiering, allernådigst bevilget og tilladt, så og hermed bevilge og tillade, at fornævnte skippere og bådsmænd udi bemeldte Kierteminde, må oprætte et lidet Societet under navn af Kerteminde Skipper- Ligbærerlaug, med de vilkor, at enhver skipper og bådsmand, som enten nu er eller efterkommendes vorder og sig i samme laug måtte indgive, ey alleene skal være forbunden til, når han er hiemme i byen, og derom bliver advaret, at bortbære laugets og deres vedkommendes liig, af mand, hustru, børn, slægt og tyende, som hos dennem i husene ere, uden nogen betaling, men endog til laugets casse, nemlig: Én skipper for enhver reyse, kort eller lang, ved sin hiemkomst at erlægge Én mark Danske, og en bådsmand eller matros, som der fra byen farer eller andenstæds fra, og sig i lauget begiver, 8 Skilling Danske; Hvilken casse, som af dem samtlige skal indrættes, og én oldermand og 2de bisiddere, som lauget eller de fleeste stemmer, hver nytår af dennem skal udvæges, oldermanden til forvaring skal antage, som med 3de låse skal være forsynet, og ved hvert års udgang skal hand være forpligtet, at giøre reede for alle da indkomne penge, uden forskiel eller undskyldning, og bevilge Vi i Ligemåde allernådigst, at bemældte laug må have en protocoll, som i berørte casse, over indtægt og udgift, med vedbørlig forklaring, skal ligge, hvilken indtægt såleedes skal distribueres: først de nødlidende søfolk, være sig mand, enke eller barn, som enten ved søe-skade, eller anden u-lukkelig hændelse måtte være geråden i sådan armod, at de ikke deres ophold kunde fortiene, men u-omgængelig til cassen er nødtrængende, skal nyde nødtørftig underholdning, såvidt cassen kand tilstrække; Dernæst når sådanne folk ved døden afgåer, og de ikke efterlader sig det, som til deres jordefærd udkræves, da skal sådant efter deres stand og cassens vilkår, af cassen bekostes, som alt af lauget eller de fleeste stemmer skal reguleres og ansættes; Endelig haver Vi og allernådigst bevilget, at, når cassen det tillader, eller meenige mand i lauget vil bekoste en ligbår og deslige ting, som forordningen om begravelser allernådigst tillader, lauget da samme må holde, hvorefter alle og enhvervedkommende sig allerunderdanigst haver at rætte, ey giørendes herudinden hinder eller forfang i nogen måder, under vor hyldest og nåde.
Givet på vort slot Friderichsberg, den 26. aprilis ao. 1737.
Under vor Kongelig hånd og signet.
Christian R.

Hvem var nu stifterne? – Vi finder blandt dem både handlende og søfolk. Forholdet var nemlig i ældre tider det, som også kendes andetsteds, at de fleste af byens købmænd havde skib i søen eller dog havde part i et sådant, ja ofte selv førte skuden; her fra Kerteminde både til danske og norske havne, måske endog længere bort.
Af de ti underskrivere på andragendet var i alt fald Lars Muus, Niels Hermansen Broch, Jakob Lindemand, Claus Clausen og Niels Arvesen både købmænd og skippere. Og de var blandt byens betydeligste mænd, hvad der fremgår af, at de alle havde gård i de bedste gader i byen, Langegade og Strandgade, og de fire førstnævnte fik tid efter anden sæde blandt byens ”eligerede mænd”. Den betydeligste var vel nok Lars Rasmussen Muus, Stamfader til den kendte købmandsslægt – Elias B. Muus var hans sønnesøns søn. Blandt stifterne finder vi endvidere den før nævnte Mads Steffensen, der for øvrigt blev laugets oldermand i 1739; han var købmand og grundejer på hjørnet af Vestergade og Langegade (nr. 7). De fire andre underskrivere på andragenet, Niels Nielsen Samsing, Peter Boesen, Simon Hansen Koch og Christian Madsen, var alle grundejere i byen; deres næringsvej har jeg hidtil ikke fundet angiven, men de har vel enten været skibsførere eller fiskere.
Når man nu betænker, at alle disse fremragende mænd blev medlemmer af Skipper- Ligbærerlauget, er det ikke underligt, at det ”rigtige” gamle borgerlige ligbærerlaug følte sig brøst-holdent ved, at alle de ”bedre lig” blev unddraget det. I det følgende århundrede føres der af den grund jævnlig bitter strid mellem de to laug, og deres oldermænd fægtede drabeligt i skrivelser, der under-tiden gik helt op til kancelliets afgørelse. Snart var det så galt, at man havde ladet en syg kvinde føre hen i en skippers bolig, for at hun kunne dø der og således som en art pårørende af ham få ret til at gøre sin sidste rejse på skippernes ligbåre, snart havde man optaget folk i lauget, der kun i fjernere grad stod i forbindelse med søfarten.
Om den daglige virksomhed i lauget giver den gamle pergament-indbundne protokol fra 1737 en mængde oplysninger. – De første års indtægter opslugtes ganske af ”startudgifter”. Således kostede kongebrevet ikke mindre end 50 rigsdaler, formodentlig stempel og gebyr; Ligbåren, som blev lavet i Odense, ca 20 rdl., protokollen selv med stempelpapir ca. 6 rdl. Og ”laden” 3 rdl.
De regelmesige udgifter i den første tid er dels understøttelse til enker og trængende medlemmer, som dog kun fik 2 – 4 mark om året, dels hjælp til betaling af ligkiste, i reglen 1 rdl. 2 mark. Derimod har man anvendt mere til fortæring ved laugets sammenkomster, 2 a’ 3 rdl., og i 1765 lod man reparere de to skibe, der er ophængt til prydelse i sognekirken, hvad der kostede henved 19 rdl.
Efterhånden blev man endog så velhavende, at man kunne låne ud af beholdningen. Allerede i 1749 fik således en interessent mod at udstede ”Revers” et lån på 20 rdl., og man synes i stigende grad at have fortsat dermed, så at man endog kunne give prioritetslån i ejendomme.
”Laden” er en firkantet, rigt dekoreret trækiste, der på fire buer bærer en kongekrone. Den blev den 15 januar 1822, efter at være ”ny oppudset” og forsynet med zirater, flyttet til den nye oldermands bolig, og ved denne lejlighed skænkede da den afgående, skipper Rasmussen, en sølv-rigsbankdaler med øksen til at hænge under kronen, og skipper Johan Conrad Kjerulff skænkede til anbringelse sammesteds ligeledes en sølv-rigsbankdaler og et sølvforgyldt anker, hvilke genstande ”efter givernes villie aldrig må bortskænkes eller sælges, og hvorfor vedkommende oldermænd og bisiddere i alle måder gøres ansvarlige. ”disse prydelser findes endnu på laden, og man kan på ankeret finde årstallet 1822 og giverens forbogstaver I.C.K., om end stærkt slidte af megen pudsning. – For ret at forstå værdien af disse gaver må man erindre, at i hin papirspenges tid var sølvmønter sandsynligvis lige så sjældne som i vore dage. – Forhandlingerne for ”åben lade” var prægede af højtidelig alvor, og endnu hedder det i laugets love § 10: ”Sålænge laden er åben, forbydes al skænkning og drik, og ingen må vække forstyrrelse.”
Om ”konkurrencen” med det andet ligbærerlaug kan man læse adskilligt i arkivalierne hos skipperne. Disse fik således i 1793 at vide, at der var ganske urigtigt, at de havde optaget købmændene Søren Eskildsen og Hans Wendelboe, selv om disse tidligere havde ejet fartøj og sejlet, idet de ikke nu kunne anses som sømænd. Og småhandler Svend Kjærulff, som i sin ungdom endog havde været i China og Ostindien, samt rebslager Christen Wittkou, som ”havde været i kongens tjeneste til orlogs,” var ligeledes med urette optagne. Kancelliet var ganske vist så overbærende, at det tillod, at disse fire mænd blev stående i lauget, men udtalte tillige, af fremtidig måtte tilsvarende optagelser som stridende mod privilegierne ikke finde sted.
Disse klagepunkter må vel nok siges at være berettigede. Tiderne havde forandret sig; efterhånden ophørte købmændene selv at føre deres fartøjer. Derfor kunne det ej heller gå an, at købmand Michael Krag, som døde i 1823, blev båret af skipperlauget, endskønt han i sin ungdom havde sejlet og endda ”underkastet sig den befalede styrmandseksamen og erholdt bedste karakter, hvorfor enhver af sømændene kappede om at bevise hans afsjælede legeme den sidste ære.”
Og i 1825 var det galt igen. Da klagede skomager Arent Roed som borger-ligbærer-laugets oldermand over, at Skipper-Lauget har båret liget af degneenken madm. Pauli, fordi hendes moder var søster til skipper Holger Gommesens kones stedmoder – hvad der unægtelig var en noget fjern forbindelse med skipper Gommesen, men hun havde på den anden side boet frit hos ham. Den gode skomager bliver ganske bitter over, at han ikke som skipperne har en jurist eller seminarist til at føre skrivelserne i pennen, men selv må skrive ”blot af den liden forstand, jeg besidder,” og han slutter sin skrivelse med de mismodige ord, at det går ham efter det gamle ordsprog, at ”den må bukke, som mindst formår.”
En af grundende til, at man foretrak Skipper-Ligbærerlauget, var måske nok den, at skipperne altid mødte i sorte klæder, indtil det i 1819 af hensyn til de uformuende medlemmer og daværende pengeknappe tider vedtoges, at de måtte møde i ”couleurte klæder”, dog mørke, anstændige og renlige, men ikke ”lys couleurte”. Om det andet laug, det borgerlige, hedder det derimod i 1793, at er det rige folk, møder ligbærerne i sorte klæder, men er det fattige, bliver de ”henbårne med grønne, brunstribede og adskillige kulører.”
Med kirkeværgen Christian Laurentin kom Skipper-lauget i 1757 i konflikt med benyttelsen af et sørgetæppe. Et sådant var i slutningen af 1600-tallet skænket til sognekirken af borgmester Johan Glysing og hustru med den bestemmelse, at det skulle lejes ud ved begravelser for at skaffe den fattige kirke en smule ekstra-indtægt. Nu havde Skipper-lauget i 1751 selv skaffet sig et ligklæde, og derved skabtes en følelig konkurrence med sognekirken, tilmed hvis skipperne udlejede det til udenbys boende. Det påstod kirkeværgen nemlig.- Lauget hævdede imidlertid, at det efter privilegierne var berettiget til selv at skaffe sig ligklæde eller sørgetæppe, og hvad udlejen til udenbys angik, da måtte sligt være sket af en tidligere oldermand og i alt fald var der gjort af egen myndighed og uden laugets vidende. Hvorledes denne strid endte, vides ikke.
Undertiden kom klagerne fra laugets egne medlemmer. Således måtte købmand Hans Olsen Wiborgs enke i marts 1757 besvære sig til byfoged Bendz over, at hun trods idelige henvendelser til lauget endnu ikke havde fået, hvad der med rette tilkom hende i anledning af, at hendes mand var død i august 1756. byfogeden sendte straks hendes klage til Skipper-laugets oldermand Lauritz Eriksen, der gav følgende noget ”uldne” svar.
”Efter hr. byfogedens begæring om at svare på madame Wiborgs begæring til mig som oldermand for skibsbærelauget angående om betaling til hendes afdøde mands kiste, da kan jeg ej svare noget derpå, for det skulde have været afgjort og fordret ved forrige års oldermand ved laugets samling, da jeg langt derfra kan betale hende nogen penge ud af laden, førend at jeg må lade hele lauget samle og høre deres svar derpå.”
Men byfogeden svarede ham øjeblikkelig, og hans skrivelse havde både næb og kløer, idet den lød således:
”Så lidet som jeg eller nogen kan se eller begribe af dette svar, enten madm. Wiborg nægtes eller tilstås hendes præstation (d.v.s fordring), siden der for det første ikke forklares, hvorledes og på hvad måde, hun skulde have søgt sin betaling, anderledes end hun foregiver ofte og mange gange at have fordret den, men ikke kunnet få den, ligesom det endnu i så måde bliver hende forholdt uden nogen slags grund eller årsag, uden alene, at der for lauget er sat en anden oldermand, som ikke kan betage laugs-rettigheden. Og dernæst er ej heller forklaret, hvorfor hun ikke lige så vel som alle andre kan blive betalt af oldermanden uden laugets samling, eller hvorfor oldermanden ikke da i så fald lader lauget samle og efter ret og billighed udgør denne sag. Så må jeg endnu, førend videre vidtløftighed foregår, som heraf kan ventes at endstå, alvorlig tilholde og formane samtlig lauget eller oldermanden på deres vegne enten at betale bemeldte enke sin rettighed eller give grundige og bevislige årsager derimod.”
Allerede næste dag påtegnede enken sin klage således:
”Tilstår jeg at have rigtig bekommet, hvad mig tilbør af skibslauget efter min mands død, hvorfor kvitteres.”
Det var kun fem dage efter hendes klages indgivelse, så det må vel nok kaldes hurtig inkassation!
Årsagen til oldermandens (og Laugets) uvillige holdning i dette tilfælde kan dog måske søges i tidens almindelige betragtning af selvmord. Byfoged Bendz oplyser nemlig i skr. Af 11. august 1756 til stiftamtmanden, at Hans Wiborg i tungsind og melankoli havde taget sig selv af dage, og at han var begravet i stilhed på kirkegården. Enken var født i Kellinghusen; hun flyttede i sommeren 1757 til Assens, hvor hun den 6. september s.a. holdt skifte med sine fire umyndige børn og den 21. oktober s.a. ægtede Jørgen Lauritsen Lund, der havde et hus ved strandporten.
Endnu må omtales Skipper-Laugets bedemandsinstitution, vel nok en af de ejendommeligste fortidslevninger i Danmark, som forhåbentlig vil blive bevaret gennem lange tider. Der findes i landsarkivet (foranførte sag) et udateret andragende fra 1738, hvori lauget søger kancelliet om at måtte vælge sig en bedemand. Ligesom ved laugets stiftelse indhentedes der erklæring fra stiftamtmanden, og atter stillede magistraten sig vrangvillig. Den oplyste nemlig, at den allerede i 1732 havde beskikket en bedemand, nemlig Niels Larsen (Lauritsen)’Friis,” en førhen agtende købmand, som efter guds behag var kommen til agters og intet havde at vinde brødet med og nære sig af.” det ville blive til afbræk for ham, om skipperne fik deres egen bedemand, da de søfarende udgjorde den største del af byen, og han vilde mulig blive nødt til ”Embedet at kvittere”, ja, måske endog falde byens kasse til byrde, og i smitsomme tider vilde man mangle en bedemand.
Alligevel fik lauget sin egen bedemand, der endnu fungerer ved at tilsige laugets medlemmer til ligbegængelser og i sin ejendommelige sørgedragt – sort kappe og trekantet baret med langt sørgeslør – går i spidsen for ligtoget fra kirken til kirkegården.
I 1791 var både skippernes ligbærerlaug og det borgerlige ligbærerlaug genstand for et ”attentat” fra den dygtige og initativrige stiftamtmand Buchwalds side. Borgerlauget, der på denne tid bestod af 16 håndværkere, havde på grund af de dårlige tider søgt at få de gældende ligbærertakster forhøjede. Til bedste for den slunkne kæmnerkasse fattede stiftamtmanden da den plan at gøre ligbæringen til en borgerlig omgangsbyrde, men således at der alligevel skulle betales ligbæringspenge til kommunen. Byfoged Bendz forsvarede imidlertid varmt de to laug, som hidtil havde virket aldeles upåkladelig, og den af stiftamtsmanden foreslåede ændring blev da ejheller gennemført. Af Bendz’ erklæring fremgår bl.a., hvorledes Skipper-laugets forhold var i 1791. han oplyser, at lauget bestod af ca. 48 personer, at kontingentet var af en skipper 1 Mk. For hver ”norsk rejse”, af en bådsmand 8 sk., medens de ikke sejlende skippere og bådsmænd betalte henholdsvis 2 Mk. og 1 Mk. Årlig. Bedemanden fik en årsløn på 1 Rdl. Og var kontingentfri. Til trængende mænd, enker og børn skete uddelingen ved hver laugssamling, og til ligkiste var bidraget som hidtil 1 Rdl. 2 Mk.
Fortidens begreber om, hvorledes man blev medlem af en forening, var noget afvigende fra vore. Medens man nu anser det for en selvfølge, at når man har indmeldt sig, og indmeldelsen er godkendt af bestyrelsen eller om fornødent af generalforsamlingen, er man dermed medlem, anså man i 1737 indtrædelsen som afslutning af en formelig kontrakt mellem medlemmerne. Et af laugets ældste papirer er et sådant aktstykke af 2. januar 1739, underskrevet af alle daværende medlemmer og efterhånden af de nye. Denne skik har stadig holdt sig i denne form, at laugets love findes indheftede forrest i den protokol, hvori ny tiltrædende medlemmer egenhændig indtegner sig.
Det nævnte dokument af 1739 må anses som laugets ældste love. Det indeholder regler for ind- og udtræden, fastsætter bøder for udeblivelse fra laugshus og ligbegængelse m.m. (det findes trykt som bilag i det efterflg.) –Senere har man vedtaget nye love i 1819 og i 1858, da de for første gang blev trykte. De gældende love er fra 1903 .